Ny kandidat til formandsposten og dato for generalforsamling

Ny kandidat til formandsposten og dato for generalforsamling

Som tidligere udmeldt ønsker vores nuværende formand Henrik Mathiasen ikke at stille op som kandidat til formandsposten på den kommende generalforsamling. Henrik ønsker dog stadig at bidrage med arbejdet i bestyrelsen, men på en anden mindre central post.

Vi er derfor glade for at kunne præsentere den kandidat vi i bestyrelsen ønsker at indstille som formand:
Louise Haucke Bøgeskov Nielsen er 27 år gammel og spiller på klubbens Damesenior 2. hold. Udover dette har Louise i indeværende sæson været en del af både u12 pigernes 2. & 3.  hold. Bestyrelsesarbejdet er ikke uvant for Louise, der tidligere har været ungdomsrepræsentant i bestyrelsen i Hornbæk og hun har også siddet i halbestyrelsen som repræsentant for Borsholm (Nordsjælland).

Louise har gode kontakter i HRØ, og hun har allerede – sammen med anden kandidat til bestyrelsen – afholdt møde med en HRØ udviklingskonsulent. Herefter har de udarbejdet et spændende oplæg til fremtiden for klubben og dermed arbejdet i den nye bestyrelse.

Vi håber I alle vil tage imod vores anbefaling og naturligvis deltage i årets generalforsamling, som finder sted i cafeen i Sundbyøster torsdag d. 12. april kl. 19.00. Her vil du naturligvis kunne stille spørgsmål til kandidaterne forud for valget.